Februar 2016

Så blev det februar 2016, og det er længe siden sidste post. Jeg havde nær glemt bloggen her, og tiden er igen fløjet af sted.

Jeg er kommet godt ind i det nye job med danskundervisning, og jeg trives rigtig godt med det.

Der er en høj grad af frihed i forhold til at tilrettelægge undervisning, hvilket ikke er givet som lærer her.

Den største forskel ligger i at undervise så mange forskellige aldersgrupper (Year 1- 11), og de mange skift kan gøre én lidt rundtosset, men omvendt er det fagligt udfordrende at skulle differentiere i det omfang, som det kræves.

Og så er det sjovt. Børnene er glade for at komme til dansk og vi leger meget sproget ind, særligt med de mindste, og jeg trækker på gamle undervisningsmetoder og lærer nye måder at gøre tingene på, og jeg er glad for igen at have et arbejdsliv.

Skolen er jeg også begejstret for. Der er fokus på kreativitet, læring gennem leg og innovation. I forhold til værdisæt ligger den tættere på en dansk skole, fordi det er et IB system (International Baccaleureat, dvs. et skolesystem, som findes overalt i verden meget kort fortalt) end eksempelvis det britiske skolesystem, som også er meget udbredt her.

Det er heller ikke det nemmeste sted at få sine unger ind, men jeg droppede en linje hos indskrivelsesdamen om at jeg – host – host – blink- blink – var Mother Tongue teacher på skolen, og nu er Becca kommet ind. YAY!

At finde og komme ind på en god skole her er ikke nødvendigvis lige det nemmeste. Der er stor forskel på kvalitet, og konkurrencen om at få en plads er hård på de bedste skoler. Derfor er det ikke sjældent her, at børn bliver skrevet op til skole, før de nogensinde har forladt livmoderen. På min tidligere arbejdsplads (Kings’s School Dubai) fortalte nattevagten, at de første indfandt sig i køen kl. 3 om natten, den dag de åbnede for indskrivning.

Så vi ånder lettet op og begynder så småt at tænke i pottetræning, hvilket SKAL være på plads inden skolestart efter sommerferien. I vores velkomstbrev var der et særskilt brev fra rektor, der understregede nødvendigheden og vigtigheden af, at netop dette var opfyldt inden skolestart. Godt så. De mener det alvorligt.

Ellers har vi det stadig godt her. Vi havde en dejlig juleferie i sommerhuset og hos familie i Danmark og fik fejret nytåret sammen med gode venner. Det orker jeg ikke lige at skrive en lang fortælling om, så der kommer lidt billeder her i stedet.

Konsulatets juletræsfest

Julefrokost hos søs

Teselskab med nevøerne

Julefrokost med pigerne

Julebesøg hos morfar

Konfekt hos momse

Julebesøg hos Hr. og Fru V

Godt Nytår

Sidst i januar drog jeg så tilbage til Danmark for at undervise på Sprog campen på Hjørring gymnasium for andet år i træk.

Det var igen en fornøjelse og faktisk i endnu højere grad end sidste år, nu hvor jeg havde prøvet det en gang før, og jeg havde bedre overblik over emnerne.

Sprogcampen er et talentprojekt lavet i samarbejde med forskellige virksomheder og Aalborg Universitet, hvor de dygtigste sprogelever i Danmark har mulighed for at komme til Hjørring en weekend og nørde med sprog. Jeg har været med fra starten for 5 år siden som medhjælper, og de sidste to år som underviser i fransk workshops’ene. Det var fedt at være tilbage i gangene på gym og at gense tidligere kollegaer. Og så selvfølgelig også at undervise en flok super engagerede elever og lige få set familien igen og fejret fødselsdag for min dejlige nevø, Jonas.

Nu er der igen hverdag, eller dvs. sommetider føles det nu stadig som om, man er på ferie her, fordi der er så mange fede ting at lave, og fordi at solen skinner de fleste dage.

Vi er her nu på andet år, og vi havde lovet os selv at komme mere rundt til de omkringliggende emirater og lande, mens vi nu er her i Dubai. Sidste år blev det til en tur til Oman i forbindelse med Eid, som jeg vist har nævnt tidligere, og også en tur Abu Dhabi (et naboemirat) i december, hvor vi fik overdådig high tea med udsigt over kystlinje og besøgte den smukke stormoske i 40 grader varme indhyllet i tørklæder (for mit vedkommende).

Billeder fra Abu Dhabi.

Road trip til Abu Dhabi

High tea Etihad Towers

Udsigt fra Etihad Towers

Sheikh Zayed Mosque

Loftsudsmykning i Sheikh Zayed Mosque

Jeg bliver lige afbrudt af Becca, der sidder ved siden af med Ipad’en og udbryder: ”Gorilla! What’cha doing??”

Hun bliver stadig bedre til at tale. Dog er det sommetider en skøn blanding af dansk og engelsk og indimellem sniger der sig et Shukran eller Marhaba ind (hhv. tak og goddag på arabisk).

Bare for at gøre forvirringen total og fordi moderen er fransklærer, så har vi også meldt hende til en times fransk om ugen i hendes vuggestue (som de også tilbyder – naturligvis…)

Så nu tæller hun til 5 på fransk også og improviserer sig sommetider op til ti. Mummy’s proud.

Her følger lidt billeder af hvad vi render og laver her.

Friday Brunch på Imperium

Aftenen efter Friday Brunch

Frokost på Maison Mathis

Når man er far til en lille pige

Sandbarnet

Al Qudra Lake, som hun senere faldt i…der skete ikke noget andet end en forskrækkelse.

Hanekam i pool

På racerbanen med Daddy

Beccy accessorizer

Morgengåtur i Motor City

1 little monkey jumping on the bed

Skøn aften på Splendido på det smukke Ritz Carlton

 

November 2015

Så er det november, og siden sidst har vi haft familiebesøg, fejret min 35 års fødselsdag og jeg har fået nyt job.

Pyha, og så har jeg lede tømmermænd, som jeg ikke kan huske at have haft siden mine tågede 20’ere i dunkle Jomfru Ane Gade.

I går var jeg med til at fejre en god venindes 30 års fødselsdag på diverse barer, og det var hele hovedpinen værd i dag.

Det var første gang jeg sådan for alvor har haft en bytur her, ikke at jeg sådan har haft for vane at drikke mig i hegnet hver og hver anden weekend, (ikke længere, i hvert fald), men jeg har egentlig ikke rigtig turde pga. jeg befinder mig i et muslimsk land, hvor offentlig beruselse strengt taget ikke er lovligt.

Og hvordan kommer man jo så lige hjem, hvis der er kommet en del indenbords? Og hvad nu hvis der lige pludselig kommer politi, mens man tåger rundt?

Men som med så mange andre regler her, så skal de somme tider ikke helt tages for pålydende, altså forstå mig ret, du skal nok ikke lige brække dig på betjentens sko, men hvis man kan håndtere sin brandert nogenlunde civiliseret dvs. undgå slåskampe, PDA (public displays of affection) og afstå fra at knække dig offentligt i det omfang, det er muligt, så kan man godt slingre lidt på vej ned til taxaen.

Så det var vi en flok, der gjorde i går. Og det var en skæg, skæg aften, der involverede rigeligt med Asti, øl, G&T, dans til Guns ’n’ Roses, Depeche Mode og Boney M, guldhåndjern med similisten og et French maid kostume. Og så siger jeg ikke mere!

Min egen fødselsdag blev fejret på lidt mere rolig vis med familiehygge med Steen, Becca og min mor, som var her i to uger. Min fødselsdag faldt på en lørdag, så vi lavede brunch herhjemme og nød det på balkonen. Om eftermiddagen var vi til stor Halloweenparty i Rebeccas vuggestue, og Steen og jeg spiste middag sammen om aftenen på en restaurant på Atlantis. Skøn dag.

Det var så dejligt at have besøg af min mor igen, det er efterhånden tredje gang hun er her, og det blev til mere afslapning end sightseeing denne gang. Jeg havde et par ekstra fridage pga. et jobskifte, så vi holdt Becca hjemme et par dage og hyggede med hende med Halloweenfest i vuggestuen, strandtur og ture i poolen. Vi fik også tid til at shoppe og drikke afternoon tea og spise små sandwich og kager til i smukke, luksuriøse omgivelser på The One and Only Hotel. Ja, det er et hårdt liv, I know.

Det er altid skønt med besøg hjemmefra, og jeg synes, at når man ikke ses så ofte længere, bliver der bare talt mere intensivt sammen, og jeg forsøger at være mere bevidst om værdsætte tiden, man har sammen. Heldigvis er julen lige om hjørnet, og vi har bestemt at tilbringe både jul og nytår i DK, og så holde en lidt kortere sommerferie i DK end sidst.

Og så har jeg fået nyt arbejde, igen – igen. Jeg nåede at have to måneder som Learning Assistant på Kings’ School Dubai.

Et job som ikke var det mest udfordrende jeg har haft, men hvor kollegaerne var fantastiske. Særligt Mrs. C. Vi havde det meget skægt sammen, og jeg er glad for, at jeg nåede at lære hende at kende. Vi var nogle stykker fra Kings’ der mødtes til en afskedsmiddag, og de havde købt en fin kalender til mig i afskedsgave. Dejlige mennesker!

Jeg fik dog muligheden for at komme til at undervise igen, noget jeg virkelig har savnet, og oven i købet er jobbet på deltid, så det kunne Kings’ altså ikke konkurrere imod. Jeg skal undervise i dansk på Dubai International Academy (DIA). Skolen har et tilbud om danskundervisning for børn bosiddende her, hvor en eller begge forældre er danske. På den måde holdes det danske sprog ved lige både i tale og på skrift. Smart.

Jeg skal undervise alle årgange fra Year 1 til og med Year 11, så der bliver i den grad brug for at trække på nogle af strategierne for undervisningsdifferentiering, og det bliver nok min største udfordring.

Der virker til at være større frihed her og en mindre grad af disciplin end på Kings’, måske fordi dette er en IB skole frem for en engelsk skole, og det passer langt bedre til min personlighed som lærer. Jeg starter officielt d. 22. november, men har haft nogle dage allerede i selskab med den lærer jeg skal overtage jobbet for. Jeg glæder mig og er allerede begejstret for stedet. Nå ja, og så skal jeg kun arbejde tirsdag, onsdag og torsdag. Igen, det er et hårdt liv, I know.

Ellers trives vi stadig her. Becca taler mere og mere, primært på engelsk dog, men hun forstår, hvad vi siger på dansk, og vi taler kun dansk med hende herhjemme. Derfor er det også godt for hendes danske sprog med turene til Danmark, selvom det forvirrer hende til tider. Det må også være frustrerende indimellem, og oven i købet har hun også arabisk på skemaet i vuggestuen, så der sniger sig også lige et Marhaba (goddag) ind sommetider.

Oktober og november i billeder:

Beccas nye ræser

Middag og cocktails på Cielo med Hr. Gundersborg

Afskedsmiddag med kollegaerne fra Kings’

Happy Halloween

    

Tre generationer på stranden i JBR

Afternoon tea med momse

Oktober 2015

Så skriver vi oktober i kalenderen og hverdagen har for alvor indfundet sig, eller det vil sige så ikke helt alligevel.

Fordi lige som man går og tror, at nu er der lidt ro på, så sker der altid et eller andet uventet. For vores vedkommende fik vi en forskrækkelse for et par uger siden, da det firma, som vi lejer vores lejlighed igennem, viste sig at være stukket af med vores huslejecheck, beløbende på et års leje.

Det er sådan, at her betaler man typisk husleje en gang om året, og vores husleje for næste år faldt i slut september. Manden der ejer vores lejlighed har valgt at benytte et firma til at står for det praktiske i forbindelse med udlejning, og det betyder så, at de kasserer checken fra os (og andre lejere), og fordeler vores leje ud på månedlige check, som de så betaler til ejeren af boligen. En smule kompliceret måske.

Hvorom alting er, så betalte vi til udlejningsfirmaet, som vi nu skulle, og en uges tid efter fik vi en mail fra manden, som ejer lejligheden, som kunne informere os om, at de checks, som han havde modtaget fra føromtalte firma (som jeg ved lov her i Dubai desværre ikke må svine til på de sociale medier) ingen dækning havde. Det viste sig, at de simpelthen havde kasseret vores check og var stukket af. Da vi har en lejekontrakt, hvorpå der specifikt står, at vi kan bo her til oktober, 2016 kan vi dog ikke smides ud, hvilket vi et kort øjeblik frygtede. Var vi blevet det, havde vi stået med fletningen i postkassen, og vores eventyr her havde fået en brat ende.

Godt for os, men knap så godt for den stakkels mand, der ejer lejligheden og som desværre bliver ham, der mister et års husleje. Han har også familie som dette går ud over. Det er desværre også Dubai nogle gange.

Vi har besluttet os for at tilbyde, at vi kan flytte til noget andet, så han kan flytte herind igen med sin familie, hvilket kan spare ham lidt penge. Vi havde desuden overvejet at flytte til et hus med egen have alligevel. Så vi må se om en flytning bliver aktuel inden jul.

På arbejde går det også derudaf. Kollegaerne er søde, og det er skønt at hjælpe til med børnenes læring. Dog minder det mig også nogle gange om, at jeg savner at undervise. Det er så sært nogle gange ikke at have styringen i klasseværelset, omvendt er det naturligvis rart at kunne gå hjem efter arbejde og bare have fri. Der er fordele og ulemper, som med så meget andet. Desuden er det jo ikke for evigt, at jeg sidder og følger med på sidelinjen, så jeg skal også huske at nyde fordelene.

Som jeg nævnte i den tidligere post havde vi planlagt en tur til Muskat, hovedstaden i Oman, i forbindelse med fridagene under Eid.

Vi satte af sted tidlig morgen kl. seks, da vi havde fået tip om at trafikken kunne blive ret så massiv, og der er desuden en del grænseposter, man skal krydse for at komme ind i Oman. Det gik dog glat, og vi havde nogle dejlige dage, hvor vi slappede af i poolen og fik set en del af Muskat. Vi oplevede blandt andet Souk’en, hvor vi så store edderkopper, salamandre og skorpioner i glasrammer, den gamle bydel med de gamle fort fra diverse perioder med udenlandsk dominans og så Sultanen Qaboos stormoské.

Særligt stormoskéen var en oplevelse. Jeg skulle dække hår arme og ben til og temperaturen nærmede sig de 40 grader, så det er vist overflødigt at påpege at det var skidehamrende varmt. I moskéen befinder sig verdens andet største håndvævede tæppe. 21 tons vejer det og det tog 4 år at væve i Iran, hvorefter det blev fragtet til Oman. Desuden er moskéen udstyret med en 14 meter høj og mægtigt imponerende lysekrone, og vi gik i ærefrygt nedenunder og beundrede det hele.

Muskat er i det hele taget meget smuk med bjerge og hav og lave gamle villaer i alverdens forskellige byggestile. Der er ingen skyskrabere, og tempoet synes mere afslappet end i Dubai, så måske det ikke er sidste gang vi kommer på de kanter.

Selfie on the road

Mellem Dubai og Oman

Besøg i Souk’en

Muskat havn

En af byportene i Muskat 

Sultan Qaboos moské

   

Sightseeing på den sidste dag

The Observatory på 52. etage

Little explorers i Mirdif City Center

September 2015

Så er det blevet hverdag igen efter en helt og aldeles skøn sommer. Vi nød at være sammen med familie og venner igen. Vi fik fejret 80 års fødselsdag og en enkelt barnedåb, der blev leget i haven bag sommerhuset, drukket kold rosé i tordenvejr på bænken under udhænget, grillet lækkerier både i solskin og regn. Vejret var ikke det fantastiske sommer og sol mange havde håbet på, men vi nød regnvejret foran brændeovnen og gik ture i skoven og på stranden i al slags vejr og sugede ind af den friske luft.

At købe sommerhuset er en af de bedste beslutninger, vi har foretaget i nyere tid. Det er skønt at have en base i Danmark midt i skov og grøn natur med udsigt til det tilfældige egern, råvildt eller hare, der sneg sig tæt på til Rebeccas store jubel.

Kontrasten til det gule lys i ørkenen var stor og tiltrængt, men efter ugerne i Danmark meldte savnet efter varme, sand og det andet hjem sig. Selvom det til tider kan være frustrerende at være splittet mellem to meget forskellig liv og verdener, er det i sandhed et privilegium at få lov at opleve.

Gateway i Hune.

Dejlige dage i sommerhus.

Mormor, moster og cafebesøg.

Tall Ships Race, Aalborg 2015.

Oldemor bliver 80.

Nu er vi så tilbage, og livet som vi forlod her før sommer, har endnu engang undergået en forandring. Ny vuggestuestart for Rebecca indebærende obligatorisk uniform (hot pink, plisseret nederdel og hvid polo), arabisk på skemaet og en længere dag end hidtil og nyt arbejde for mig indebærende obligatorisk uniform (lukkede sko, ingen synlige skuldre og knæ, intet stramt, transparent eller nedringet), nyt skema og en længere dag end hidtil.

Og det er lige på og hårdt. De fleste ansatte har kun været ansat et år, så der er stadig mange ting, der er nye for dem også. Så jeg bliver kastet ud i det og forsøger at tage tingene dag for dag, indtil jeg har overblik over mine opgaver.

Jeg er ansat som Learning Assistant på Kings’ School Dubai og min primære opgave er at assistere eleverne i deres læring, ved enten at være til stede i klasseværelse og hjælpe til, eller have en-til–en – eller gruppeassistance. Jeg laver desuden en masse andet også, blandt andet mere lavpraktiske opgaver såsom laminering, fotokopiering og udsmykning af diverse tavler, hvilket er en mega big deal her.

Men det er fantastisk. Vi er meget få ansatte, der ikke har engelsk som modersmål, så jeg lærer skotske, irske, sydafrikanske og australske vendinger og udtryk, for ikke at tale om de forskellige dialekter og forskelle i sprog briterne imellem. Det går stærkt og min hjerne er til tider komplet udkokset efter en arbejdsdag. Forhåbentlig toppede det i torsdags, hvor jeg var overbevist om, at Rebecca var født i 2012 (hun er fra 2013, er jeg temmelig sikker på), hvortil en kollega kiggede undrende på mig og venligt påpegede, at så var hun nok lige gammel nok til stadig at være i vuggestue her…..

Disciplinen er stram og mit liberale lærerhjerte bliver til tider en smule chokeret over alle reglerne og rutinerne. Men det giver mening, fordi når du har en skole med nationaliteter og kulturer fra hele verden, er det ganske enkelt essentielt at opstille en mulighed for en fælles identitet for børnene for at give plads til selve læringen.

De er dygtige og undervisningen er dybt inspirerende. Jeg har underskrevet en streng fortrolighedserklæring, så må derfor ikke gå i detaljer med særligt meget, men det er vist sikkert nok for mig at udtrykke, at jeg forstår hvorfor Kings’ School Dubai er en af de bedste Primary Schools i Dubai, og jeg suger til mig af indtryk og er glad trods en ny og knap så afslappende hverdag.

Mit hidtige indblik i arbejdsforhold her i Dubai har ikke været, skal vi sige, imponerende. Ofte arbejder folk fra 9-18 og kiggede en fagforening forholdene efter i sømmene, var der nok nogle, der ville få kaffen galt i halsen. Derfor var det heller ikke uden et gran af nervøsitet, at jeg sagde ja til stillingen, for ville jeg nu blive behandlet ordentligt?

Men det gør jeg. Det er ikke de samme forhold som dem jeg kom rent kontraktuelt, men de andre ansatte inklusiv lederne er enormt imødekommende og venlige, også selvom jeg spørger om de samme ting igen og igen.

Mrs. C, som er min LA partner in crime på vores årgang, har været intet mindre end fantastisk. Hun har været LA i 14 år i England tidligere og har et år på bagen på Kings’, og hun er nok noget nær den bedste at alliere sig med. Hun kender ALLE og ved ALT, og så fortæller hun historier og giver fif og tips til at klare sig godt på skolen. Og så er hun sjovt, som i virkelig, virkelig sjov på den engelske måde.

Dette opvejer en del overfor min dårlige samvittighed over at give barnet en hel dag i vuggeren, hvilket ikke er særlig udbredt her, og som indimellem også bliver påpeget over for mig. Som nu min kollega, der tre gange sagde til mig at det var alt for mange timer på institution for så lille en pige, hvortil det eneste comeback svar jeg kunne mønstre var; ” Yeah, but she’s used to is from back home in DK”…

For god ordens skyld, skal jeg lige påpege, at jeg afleverer kl. 7.30 og henter kl. 14.45, så efter danske standarder, er det vist meget godt gået.

Heldigvis er de ikke alle så fordømmende, og jeg havde en dejlig aften i sidste uge med en håndfuld af de andre LAs, hvor vi spiste middag ude og lærte hinanden lidt bedre at kende.

Nu står Eid al-Adha så for døren i næste uge. Eid al-Adha fejrer det at ofre og at dele med andre. Kort fortalt ofrer man et dyr og giver en tredjedel til venner og familie (i praksis ofte en middag sammen), en tredjedel går til de fattige og trængende og den sidste tredjedel beholder familien selv. Det symboliserer Ibrahims villighed til at ofre sin egen søn efter Allahs ønske.

Eid er helligdage så Steen, Rebecca og jeg har to fridage i næste uge, så vi drager et par dage til Oman på et lækkert hotel ned til strand og vand. Oman skulle efter sigende være enormt smukt og lidt køligere end her, så vi glæder os til at opleve en bid af landet. Mere om det i næste indlæg.

Fotos fra nogle af vores aktiviteter de sidste par uger:

The lost chambers, Atlantis.

Første dag i Kids’ Palace Nursery.

Fejring af Nenitas 38 års fødselsdag på Jamie’s Italian med Burj al Arab i baggrunden.

På legepladsen.

Dubai Aquarium i Dubai Mall.

Ramadan

Så blev det Ramadan, mere præcist startede den d. 18 juni og betyder 30 dage med faste fra solopgang til solnedgang for muslimer her, såvel som i resten af verden. Børn, gravide, ammende, ældre mennesker, rejsende, mænd i krig og syge må dog godt afvige fra fasten, men ellers er der nul mad, drikke og røg i de lyse timer. For muslimer her går solen ned omkring kl. syv og står op ca. 5.30, så det er en større udfordring for de muslimer, der bor eksempelvis i Danmark disse dage med de lyse nætter.

For os, expats, betyder det i praksis, at vi også skal afstå fra vådt og tørt i det offentlige rum i dette tidsrum, men vi kan spise og drikke i vores egne hjem. Til gengæld arbejder mange færre timer under Ramadan. For eksempel arbejder Steen så kun 5 timer om dagen nu, så vi kan ikke klage.

Udover fasten, er Ramadanen desuden en periode, hvor der er stor fokus på at være god ved sine medmennesker. Der samles ind til velgørenhed i stor stil, og man skal desuden være særlig opmærksom på ikke at opføre sig aggressivt eller bande, men derimod vise medfølelse og venlighed over sine medmennesker.

Jeg vil dog lige tilføje, at på trods af dette, har trafikken her under Ramadanen ry for at være mere hektisk og aggressiv, særligt om eftermiddagen, når folk skal hjem fra arbejde på tom mave, og der stadig er timer endnu indtil solen går ned og fasten kan brydes, og det anbefales at man enten holder sig inden døre og ellers er yderst forsigtig.

Sådan lige til generel information så er Ramadanen den helligste måned for muslimer verden over, og Ramadanen markerer Koranens åbenbaring for profeten Muhammed for 1400 år siden. Det er vist den ultrakorte udgave.

Når Ramadanen er slut fejres Eid al-Fitr, en festlig begivenhed, hvor man spiser godt og besøger venner og familie. Også en lidt forenklet udgave, dette er også min første oplevelse med Ramadanen, så jeg er stadig i gang med at lære og forhåbentlig blive en lille smule klogere.

Det er på sin vis en stor oplevelse at være her under Ramadanen. Selvom vi ikke er direkte berørt af begivenheden, giver det stof til eftertanke, at mange her afstår fra basale fysiske behov over så forholdsvis lang en periode. Den form for behovsudsættelse på baggrund af en religion ligger nok mere fjernt for en del vesterlændinge, og jeg kan sommetider godt misunde de troende evnen til netop at tro på noget så intenst. At kunne tilsidesætte sine egne behov på denne måde og hellige sig noget, som er større end sig selv.

Jeg forestiller mig, at der findes en ro i den måde at tro på, som ikke er tilgængelig for de af os, der ikke rigtig er opdraget i nogen egentlig tro, men nærmere er skolet til at forholde sig kritisk til alt, der ikke kan måles og vejes. Og som måske nærmere forbinder faste med et mål om at kunne klemme sig ned i en bikini. Jeg har måske derfor så meget desto større respekt for de troende og fastende og har sympati for ideen om, at selvom Dubai er kendt som et af kapitalismens verdenscentre, findes der her også værdier, som ikke er til forhandling og som ikke er forankret i evig vækst og profit.

Når fasten brydes efter solnedgang kaldes dette måltid Iftar, og vi var så heldige at opleve sådan en begivenhed her i gode venners selskab. Det var en helt igennem fantastisk aften. Vi var på et ualmindelig smukt hotel omgivet af store lysende lanterner i loftet, smukke mosaikfliser, springvand og en stor, STOR buffet med arabiske, marokkanske, kinesiske, indiske og japanske retter, masser af lækre desserter og kager, forskellige slags juice og ikke mindst dadler og nødder. Dadlerne er efter sigende en vigtig bestanddel af Iftar, og der var mange forskellige slags. Der var en næsten højtidelig atmosfære, og vi var påpasselige med at vente med at starte herlighederne, førend at solen var gået ned.

Vi kunne trille hjem for at sige det mildt, og det var en berigende oplevelse at få med, og jeg håber bestemt ikke, at det er den sidste Iftar, som vi kommer til at opleve her.

Iftar på Hotel Mövenpick ved Ibn Battuta Gate. Kan helt klart anbefales.

     

På besøg i Danmark

Så er vi vendt hjem til Dubai igen efter et besøg hjemme i Danmark, som var ret fantastisk.

Det startede ellers ikke så godt ud dog, da Rebecca blev syg og kastede op i flyet. Heldigvis var hun nogenlunde tilpas mellem opkastningerne og sov en stor del af turen. Jeg sender en venlig tanke til den søde stewardesse, der hjalp barnet og mig ud på toilettet. FYI så er det ikke skideskægt at stå alene med totalt overbrækket barn og sæde, efter at flyet er landet, og folk står i kødrand i flyets minimale gange for at komme først ud. Men vi kom da til Danmark og landede i Ålborg en skøn forårseftermiddag, med grønt græs, gule rapsmarker og en skøn blå himmel med små hvide vatskyer, som bare ikke findes her i Dubai.

Vi hyggede hos mormor, som havde været meget savnet, og vi fejrede min ældste nevøs konfirmation, en dejlig dag med ohhh – heltstegt pattegris, for Sørensen, hvor var det godt. Nevøen er lige med ét blevet stor og halvvoksen. Over night føles det som, og jeg husker, da jeg så ham for første gang i Ålborg lufthavn, hvor min søster var for at hente mig efter en lang udlandsrejse, og den lille baby lå i sin lift og sov sødt. Og nu er han så stor.

Seje Tobias

Apropos stor, så fik vi også fejret Rebeccas 2 års fødselsdag i Hanstholm hos bedstefar og bedstemor inkl. mormor, morfar, faster, onkler, tanter, kusiner og fætre. Steen var med på facetime og Rebecca fløj rundt mellem dem og kukkeuret, som hun stadigvæk er svært forelsket i. ”Tik – tak” lyder det tit, kombineret med en lille dans hvor hovedet tiltes først til den ene side, så til den anden, ”tik- tak”. Og når vi så er hjemme i Dubai: ”no more tik-tak?” bliver der spurgt, hvortil vi så må svare ”no more tik-tak”. Skønne unge.

Hjemme hos mormor med seje “Hello Kitty” – solbriller og “Too cool for school”- attitude

Fødselsdagsfest i Hanstholm

 

Desværre fik vi vist hevet maveondet med os til Danmark, da både min mor og min søsters to drenge endte med at få en omgang også – undskyld!

Vi fik også set og genset de nye babyer i vennekredsen – også totalt skønne unger – og blev mindet om, hvor meget jeg savner vores venner der, dvs. selvfølgelig også dem uden børn, naturligvis.

Sommerhuset ser det også ud til, at vi fik købt, Inshallah. Vi blev enige om pris på et fint og velholdt hus i Hune, så nu mangler vi ”bare” papirarbejdet. Huset står helt klart til, at vi rykker ind inkl. møbler og det hele. Det viste sig, at Steen havde handlet det hjem, mens Becca og mig sad på flyet på vej hjem fra DK, og da vi kom hjem til lejligheden, måtte jeg lige sidde ned, og gentage min veninde Anitas mantra fra deres besøg for nyligt: ”Hvad haaaar vi da gjort, siden vi skal ha’ det så godt?”

Og så er vi tilbage i endnu mere varme end jeg tror, jeg nogensinde har prøvet – 45 grader rammes indimellem ude på terrassen, og det er hot, skulle jeg hilse og sige. Det har også ændret lidt på vores hverdag hernede, da vi indtil for en tre ugers tid siden, opholdt os meget udendørs, men det er simpelthen blevet for varmt. Så nu skal ture planlægges og små oaser med air condition skal tænkes ind på udendørs ruter i klapvogn, og solcremen er fast bestanddel i tasken, hvis vi skal nogen steder. Trods heden er det nu skønt at være hjemme. Det bliver nu kun for en kort stund, for allerede 2. juli rejser vi alle, inkl. Steen denne gang, hjem i seks uger, mens den danske sommer er bedst, inden turen igen går til Dubai, hvor en ny hverdag venter med ny vuggestue for Rebecca og nyt arbejde for mig som lærerassistent på Kings’ Dubai Primary School. Og jeg er måske en lille smule nervøs, men mest spændt og glæder mig til at opleve skolesystemet og få nye kollegaer og forhåbentlig blive en lille smule klogere på den side af ”vores” Dubai.

Slutteligt lidt billeder fra tur til legeland i Magic Planet i Mall of the Emirates, hvor Hello Kitty-karussellen var et hit. Det var en gammeldaws, fin karussel med heste til gengæld ikke, og jeg forsøgte febrilsk at råbe “STOOOOP” til den komplet uopmærksomme fyr, der skulle forestille at styre lortet, mens Rebecca vred sig på hesten og hylede. Det fik vi ikke lige taget et billede af dog.

Besøg og forandringer

Så blev det maj måned og Rebecca og jeg rejser snart hjem i en uge for at fejre fætter Tobias’ konfirmation og Rebeccas to års fødselsdag. Og vi glæder os til at besøge familien. Et par besøg hos venner samt inspicering af en håndfuld sommerhuse skulle der også gerne blive tid til. Det bliver skønno.

Jeg havde aldrig rigtig lige set mig selv som sommerhusejer, men efter at have overvejet for og imod, har vi bestemt os for at købe sommerhus i det danske. Det er bare så meget nemmere når vi er i Danmark, særligt når vi er hjemme i en længere periode om sommeren, og efter vi har truffet beslutningen, er vi blevet ret hooked på idéen med haveidyl og stranden tæt på.

De sidste par måneder har vi haft en del besøg af venner og familie, hvilket har været skønt. Vi har været med på sightseeing i det omfang, som det har været muligt, og det har været sjovt at lege turist og vise byen frem. Vi var blandt andet på ørkensafari med Steens mor, søster og bror med alt hvad det indebærer af dune bashing (at jerne rundt i sandklitterne i en stor firhjulstrækker med hjertet i halsen og hysterisk skrig/grin) henna tatoos, mavedans, grill og udklædning i traditionelle dragter. Udklædningen gjaldt Steen, Steens bror Brian og mig, og hvor Brian godt kunne passere for en lokal, var Steen lige i det højeste og dragten stumpede under knæene. Men skægt var det. Vi tog billeder og fnes og svigermor blev fotograferet med en lokal ung fyr, og vi jokede med, hvor mange kameler vi mon kunne bytte hende med.

Efter familien var rejst hjem fik vi besøg af et par af mine veninder, og det blev til dage med poolture, sightseeing i skønt selskab og masser af verdenssituationer blev vendt. Selvom vi har fået nye gode venner her, og efterhånden også kender nogle af dem udover de indledende samtaler, så var det skønt med besøg af nogle som kender os fra de goe’ gamle dage.

Smukke Anita med skyline.

Fantastisk aften på Asado

Janette og jeg prøvede lige mini-geden. Not so mini at all!

Shopping i Outlet Mall

Besøg i den gamle by med afstikker til tekstil-, krydderi- og guldsouken

Mani-Pedi with the girls

 

Dansk galla fest 2015. Vi fik os lige en sludder om de der vilde kaniner.

Tusind tak for nogle skønne dage, I fantastiske piwer!

De her dage puster vi lidt ud og får styr på hundrede ting inden Rebecca og jeg drager mod Danmark igen. Udover besøgene hjemmefra er der nemlig også sket en del andre ting siden sidst, der kræver lidt praktisk indretning. Blandt andet at jeg har fået job her fra september som lærerassistent på en skole her og netop har skrevet kontrakt for et år.

Jeg har stadig mit oversættelse indimellem og det blev til en del arbejde de sidste tre måneder, hvilket var skønt, men jeg syntes, at jeg var ved at være klar til at forsøge at finde noget mere fast arbejde her. Ovenikøbet skifter Rebecca vuggestue til september også, til et rigtig fint et, der ligger lige om hjørnet fra min nye arbejdsplads. Hun skulle skifte afdeling alligevel i den gamle vuggestue, så vi bestemte os for at flytte hende til et andet tættere på, så praktikken bliver langt nemmere. Og så er der både tromme-klasse, ballet, madlavning, sang og musik og arabisk på skemaet, så tror det er lige i skabet for Becca. Hun elsker at rocke med til musik og synge ”Twinkle, twinkle little star” til stor morskab for os.

En anden knap så opløftende ting, der er sket for nyligt, er aflivningen af min gamle kat, Ronja, som, efter et langt og godt liv og en særdeles god alderdom hos min mor det seneste år med vanlijeis og sovepude i sengen, desværre blev syg og måtte en tur til den store kattebondegård hinsides. Åh, lille kræ, der har fulgt mig i tykt og tyndt siden mine spæde tyvere, jeg ved det er fjollet, men måtte fælde en lille tåre over salig kat og salig unge ungdom. Hvil i fred, bettemis!

Ak ja, men livet går jo videre, og vi nyder stadig at være her i Dubai, som efterhånden ikke er helt så fremmed, og om lidt går turen til DK og dejligt forår, hvilket efterhånden bliver kærkomment, da temperaturen her er begyndt at snige sig op på de 38-39 grader, og det bliver kun varmere.

Til slut lidt blandede Becca-billeder fra de sidste par måneder.

Ørkenprinsessen

Syg lille putte

Hattemoden bliver mere eksperimenterende

Påskehare – Mange tak til Betina og Morten (moren smagte måske også lidt, hun har jo ikke godt af alt det sukker, barnet)

Ripe market i Al Barsha, efterhånden en lørdagstradition

Selfie

Uha, den remoulade gør godt, stor tak til bedstemor!

De farlige muslimer

Først og fremmest en advarsel. Følgende indlæg er temmelig politisk. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle poste det, da jeg synes, det er ret personligt, men da jeg fra start har lovet mig selv at være så ærlig som mulig omkring livet hernede, og hvad der følger med af udvikling for os, synes jeg, det skulle inkluderes.

Jeg læste for nyligt en kommentar i Berlingske Tidende skrevet af Asger Aamund. Kommentaren handlede om Islam, eller rettere problemet med Islam, som ifølge Aamund, er en mørk og krigsforherligende religion. Han beskriver desuden hvordan mange af de muslimske indvandrere som kommer til Danmark, sidder som parasitter og suger af velfærden samt at muslimerne generelt slæber Europa ind i krig i Allahs navn.

Aamund argumenterede for at Europa skulle stoppe naiviteten og se bæstet i øjnene, tage kampen op og være mere konsekvent end bare “at stå skulder ved skulder”, som han citerede vores statsminister for i hendes tale i kølvandet af attentaterne i København for nyligt.

Jeg læste kommentaren og var umiddelbart begejstret.

Jeg har altid haft stor respekt for Asger Aamund, ikke at jeg nødvendigvis altid er enig med manden. I denne kommentar synes jeg dog, at Aamund ramte hovedet på sømmet og ærligt sagde alle de ting, som folk jo tænker, men ingen tør sige.

Jeg tænkte på mit hjemland pt. og syntes sagtens at kunne finde eksempler på muslimernes hårdhed og mere konsekvente tilgang. Jeg tænkte også på, hvordan Vesten måtte tage sig ud i Mellemøstens øjne – slapt, vagt og konstant konsensussøgende. Hvordan skulle man kunne respektere denne fremgangsmåde, når man selv kommer fra et samfund, der sætter hårdt mod hårdt?

Så gik der et par dage, hvor jeg gik rundt med uro i kroppen og en halvdepressiv og irriteret sindstilstand. Jeg fik igen følelsen af at være totalt fremmed her og irriterede mig over små ting i hverdagen. ”Kunne folk da for helvede ikke finde ud at opføre sig ordentligt her, åh, hvis bare alle var som mig, så ville alt da også bare gå nemmere” tænkte jeg.

Ja, jeg kan godt selv se det.

Et par dage senere kom jeg ud af min selvfede boble og læste kommentaren en gang til. Og blev flov. Flov over at jeg havde ædt den så råt og ikke havde forholdt mig kritisk overhovedet. Jeg var også flov over, at jeg så nemt havde påtaget mig en masse holdninger, som jeg dybest set ikke er enig i. Jeg skammede mig især, da jeg burde vide bedre, både i kraft af at jeg bor i et fredeligt arabisk land men særligt i kraft af at jeg, før jeg mødte min mand, i seks år levede sammen med en iranskfødt fyr, muslimsk oven i købet. Og selvom han og hans familie er et pragteksemplar på integration, oplevede de så sandelig også at blive udsat for hånlige kommentarer og slet skjult forskelsbehandling. Typisk fra fronter, man ikke lige havde forventet. Universitetslektoren, der ikke rigtigt syntes min eks havde noget at lave der på den uddannelse, han gerne ville bygge oven på sin BA og åbent gjorde ham bevidst om det, for eksempel. Normalt er han ikke typen, der finder sig i noget, men her sagde han intet, Han skammede sig, og jeg husker min forbløffelse og fortørnelse over uretfærdigheden. Jeg burde i den grad have vidst bedre end at blive begejstret for Aamunds kommentar.

Men hvorfor i alverden gjorde jeg det så? Hvorfor overtog jeg så blindt disse holdninger fra en kommentar, som jeg er ret overbevist om, jeg i tidligere tider ville have rynket på næsen ad?

Ganske enkelt af frygt. Fordi jeg var hundeangst for terroren, muslimerne, Islam, mørkemændene, og hvad de nu ellers kaldes.

Dette, tror jeg, er en reaktion fra min side, på hvad der er sket rundt omkring i verden i den senere tid.

Der er nu engang ikke noget redskab til manipulation så effektivt som frygt.

En anden årsag er også, tror jeg, fordi det er det nemmeste at være bange.

Særligt når man er langt væk fra trygge Danmark og lige nu befinder sig i – gisp- et arabisk land fyldt med de der muslimer. Så kan man mure sig inde og sidde i sofaen og læse om alle de frygtelige ting, der sker ude i verden lige nu. Og blive mere bange og endnu mere fremmedgjort overfor livet her.

Da min mand og jeg for et stykke tid siden var inde og se filmen “American Sniper”, slog tanken mig : “Vi sidder lige nu i et af de største Malls i Dubai og ser en film, hvor alle skurkene taler arabisk og som handler om glorificeringen af en afdød snigskytte som skød, ja, muslimer. Det ville sende et stærkt signal, ikke….”

I december blev en tilfældig amerikansk kvinde stukket ned og dræbt på et offentligt toilet i et indkøbscenter i Abu Dhabi i ISIS’ navn af en sindsforvirret kvinde. Offeret blev udvalgt på den baggrund, at hun var blond og amerikansk og USA støtter som bekendt kampen mod ISIS. Endnu en enkeltstående historie. Der vil jo altid være sindsforvirrede mennesker i denne verden, men fordi hendes handling blev knyttet sammen med terror og skete så tæt på os, gøs jeg efterfølgende hver gang, jeg skulle på et offentligt toilet i et stort indkøbscenter her. Det kunne jo være mig næste gang…

Den tankegang er farlig at bevæge sig ud af. Så holder man nemlig op med at tænke rationelt og begynder i stedet at blive mistænksom og fjendtlig. Jeg rejste herned med en forventning om at blive klogere på mangfoldigheden og gik lige i angstfælden og blev fuld af fordom og indesluttethed.

Heldigvis er verden mere nuanceret end at påstå, at der bor en terrorist i enhver muslim, og at Islam er en krigselskende religion. At være uenig i dette er for nemt og for primitivt.

Jeg forsøger nu ikke at ligge under for den frygt, som nogle få radikaliserede forsøger at skabe. For sandheden er, at der jo ikke nødvendigvis er en terrorist i enhver muslim.

Og der hvor jeg befinder mig lige nu, er så sandelig et bevis på dette. Muslimerne selv tager også afstand fra hvad der er sket. Dette er en vigtig pointe, som desværre drukner lidt i skræmmehistorierne. Sheiken her i Dubai har offentligt fordømt de seneste angreb fra de radikaliserede gruppers side og herfra støttes kampen mod ISIS også aktivt. Det hører man bare heller ikke så meget om derhjemme, desværre.

Efter at have konfronteret min frygt, er jeg ikke længere begejstret over Aamunds kommentar. At påstå at en religion pr. definition er krigselskende, synes jeg, er for forenklet, primitivt og uansvarligt.

Besøg fra Danmark

Livet er stadig godt her i ørkenstaten. Skønt, faktisk. Vi har lige haft besøg af min søster, svoger og deres to drenge, og det blev til 10 dejlige dage trods et par dages sygdom for halvdelen af de besøgendes vedkommende og en sandstorm, de og jeg aldrig havde set lignende. Men ok, sandstormen kan jo siges også at være en på opleveren, da man ikke ser mange af den slags i Danmark.

Vi fik leget turister og set en del blandt andet var vi en tur i Burj Khalifa, verdens højeste bygning, hvor vi kom op i en halv kilometers højde og med en fænomenal udsigt, der dog desværre var lidt hæmmet af sandstormen. Omvendt medvirkede sandstormen til, at de omkringliggende bygninger og landskab fik et helt særligt, lidt surrealistisk skær som mest af alt mindede om en by fra en science fiction film. Vi var også en tur i verdens største indkøbscenter, Dubai Mall, og så den storslåede Dubai Fountain om aftenen. Ørkentur, The Walk, Ferrari World (kun drengene) og Mall of the Emirates (kun pigerne) blev også oplevet, og vi slappede indimellem af i stor stil ved poolen. Næsten alle af os fik dog lige en dag eller to med kvalme og opkast, og selvom det var ærgerligt, var det dog heldigvis hurtigt ovre.

Tur til Burj Khalifa.

Vi nød besøget og Rebecca nød opmærksomheden fra moster, onkel og især fra sine to fætre, som hun altid elsker at være sammen med.

Samme dag som jeg kørte familien i lufthavene, smuttede Steen af sted på 3 dages konference, så der blev godt nok stille i huset, hvilket er ok. Jeg nyder at have besøg og at der er liv i huset, men jeg nyder i lige så stor grad roen og hverdagen. Og vi har en hel del besøg i sigte, hele tre hold kommer og kigger til os, inden Rebecca og jeg rejser hjem til min ældste nevøs konfirmation (og Beccas 2 års fødselsdag) d. 16. maj, hvilket er fantastisk. Vi har ikke lavet så mange turistede ting, mens vi har boet her, da vi hellere har villet gemme det, indtil besøgene fra DK, så vi glæder os også til at komme lidt ud og opleve i det omfang, vi nu kan i forhold til vores hverdag med arbejde, vuggestue osv.

Mht. arbejde, så vælter opgaverne ikke ind lige pt., men det gør ikke noget, nu der er så mange besøg frem til sommer, og jeg gør heller ikke særlig meget for at opsøge nye opgaver lige nu. Der kommer lidt hist og her, og det er ok. Jeg har stadigvæk behov for at lave noget professionelt engang imellem, men jeg nyder tiden nu med masser af besøg og ferielignende stemning, særligt da det selvfølgelig også kun er for en periode. Når den periode er ovre, må jeg kigge på, hvad der så skal ske. Jeg vil rigtig gerne lære lidt arabisk nu, mens vi er her og forsøge at blive lidt klogere på den arabiske verden, som den er portrætteret her i Dubai. Desuden er der masser af ting at tage sig til her, så jeg tvivler på, at vi kommer til at kede os, det er ikke lykkedes indtil videre i hvert fald. Til slut følger lidt billeder fra besøg og fra den sidste uges begivenheder.

Min smukke søster foran Ski Dubai.

Ferrari World i Abu Dhabi.

Afslapning på balkonen.

The Gundis foran Burj Khalifa – nej, jeg er ikke gravid, det er bare blusen, der får mig til at se lidt tyk ud!

Paris findes skam også i Dubai, nærmere betegnet i Miracle Garden, Dubais svar på Jesperhus Blomsterpark på steroider.

Vi opdagede lige The Big Easy på Els Club og det er da bestemt ikke sidste gang, vi kigger forbi her. Sydafrikansk mad, formidabel udsigt og der serveres vin.

En lille pige er klar til Character Dress Up Day i vuggestuen. Rebecca kom som Danish Fairy Princess komplet med krone og tryllestav, som hun dog ikke lige ville have på i første omgang. Kjolen var en af mange gaver fra min søster, svoger og drengene, og Rebecca elsker den, og de mange hatte, hun også fik med.

2015 godt begyndt

Når jeg skimmer igennem de foregående blogposts, er de stort set alle indledt med en eller anden afart af konstellationen: ”hvor er der sket meget siden sidst”. Denne post er ingen undtagelse.

Ikke bare er der sket meget rent begivenhedsmæssigt, men så sandelig også i forhold til barnets udvikling og i forhold til mit tilknytningsforhold til Dubai. Den eneste, der er forblevet nogenlunde status quo, er Steen, som startede ud med at være glad og begejstret og som stadig er glad og begejstret for Dubai.

Vi er blevet mere på bølgelængde i den forstand, at jeg falder mere og mere til her, og er glad for at være her. Sådan helt ind i maven.

Rebecca udvikler sig også, hun er vokset et ordentligt ryk igen, og jeg har igen sorteret børnetøj. Hun bli’r så lang.

Hun er også begyndt at sige ord, nogle er rigtige såsom; mor, mormor, Rebecca, no (akkompagneret af en løftet diva-finger), mummy, daddy, tik-tak (over julen udviklede hun en forkærlighed for ure, som startede ved bedstemor og bedstefars bornholmer). Andre er mere lyde, som lyder som rigtige ord. Steen insisterer dog på, at hun én gang har sagt ”Far”, men han var den eneste til stede, så….

Det er som bekendt et stykke tid siden jeg sidst har været aktiv på bloggen, lidt fordi jeg har haft travlt med andre ting, lidt fordi jeg er blevet lidt doven, hvad bloggen angår, og så også lidt fordi jeg nok blev lidt skræmt over at modtage en nytårsopgørelse over besøg på bloggen og se, at der har været 1200 igennem her. Jeg troede, jo nok bare at det var min mor, søster og svigermor og svigerfar, der læste med her, så fik lidt sceneskræk.

Men den er ovre nu sammen med dovenskaben!

Julen blev vel overstået. Vi pendlede mellem Aabybro, Aalborg og Hanstholm og fik besøgt familie og venner i stor og dejlig stil. En formidabel julefrokost og nytårsaften blev det også til (tak til nytårsslænget og K & K for lån af lejlighed til at sove tømmermænd ud i, og til min mor for at passe Becca, mens mor og far var oppe til den tidlige morgen). I det hele taget var det skønt at nå at se hele den pukkelryggede og synke ned i julestemningen, og vi havde nogle fantastiske dage.

Den gik dog stærkt den jul, og jeg havde glædet mig rigtig meget til den og været lidt nervøs for om det ville blive hårdt igen at sige farvel til familie og venner og vende tilbage til Dubai. Jeg havde som bekendt haft en del hjemve op til jul.

Det skulle vise sig, at selvom det selvfølelig aldrig er sjovt at sige farvel, så glædede vi os begge to til at komme hjem til Dubai, da afrejsedatoen nærmede sig. Og jeg siger ”hjem” nu. For det er det blevet. Det gik op for os begge, da vi landede i DXB, og vi åndede lettet op ved synet af tørklæder, sarier og kandora (hvid dragt – de lokale mænds foretrukne beklædning).

Det var skønt at være tilbage midt i multinationaliteten, hvor parkeringspladserne bare er en tand større og de offentlige toiletter ligeså. Misforstå mig ikke, Danmark vil altid være mit moderland, men Dubai er kommet langt tættere på mit hjerte end det var på National Day d. 13. december, hvor jeg havde influenza og massiv hjemve.

Vi havde også savnet en masse mennesker her og glædede os til nye oplevelser med de nye venner. Det er indtil videre blevet til både børnefødselsdag med skattejagt, nytårstaffel, en 30+års fødselsdag og en håndfuld gode aftener i godt selskab. Integrationen bliver gradvist større, og efter både at blive kørt ind i (ikke slemt) og blive stoppet af politiet (slap med skrækken) er jeg snart velintegreret expat i Dubai.

Det skulle vise sig, at jeg hurtigt fik mulighed for at komme hjem igen. En tidligere kollega skrev en besked på Facebook om jeg kunne træde til som underviser i fransk på Hjørring Gymnasiums årlige Sprogcamp (tilbud til særligt talentfulde indenfor sprog), og jeg troede, det var en joke. Det var det imidlertid ikke, så snart sad jeg ombord på flyet mod DK igen. Det blev en sjov men også hård weekend. Det var længe siden jeg havde stået over for elever og talt fransk, men jeg havde savnet det, særligt at tale fransk, så må vist se, om der kan støves et fransktalende bekendtskab op i det nye år. Det var en fed oplevelse og dejligt at se nogle af de tidligere kollegaer, og jeg takker mange gange, fordi der blev tænkt på mig.

Steen fik i den forbindelse et par dage alene med Rebecca og de havde hygget sig i stor stil. Han sendte mig en video, han havde filmet en eftermiddag ved spisebordet, hvor de rockede til musik og lavede fis, og jeg blev meget rørt og glad over at have så dejlige mennesker helt tæt på.

Lidt arbejde bliver det også til indimellem, jeg er blevet tilknyttet et par oversættelsesbureauer, som sender bud indimellem. Det har mest været af teknisk og medicinsk karakter, så jeg er inden for de seneste par måneder blevet meget klogere på vedligehold af elevatorer, pyrolyse ovne og kanyler til måling af blodsukker.

En stor ny ting, der er sket for os her, er, at vi langt om længe har fundet en sød dame til at bo hos os og hjælpe med hus og barn, det man her kalder en ”live-in maid”.

Hun er helt fantastisk og er meget glad for Rebecca, og vi er lykkelige over at kunne komme på dates igen, og jeg har større frihed til eksempelvis at kunne tage mere arbejde ind eller lave alt muligt andet. Hun er fra Filippinerne og er kommer til Dubai for at arbejde, så hun kan sende penge hjem til sine 3 børn, der bor hos hendes mor. Det er barsk at skulle undvære sine børn, men det er vilkårene for mange filippinske kvinder med børn. De kan ikke tjene nok derhjemme, så de er tvunget til at rejse ud. Mændene hører man ikke så meget om, kun at nogle af dem spiller pengene op, drikker og har andre damer. Nenita, som hun hedder, arbejdede tidligere som maid på Filippinerne, hvor hun tjente ca. 50 kr. om måneden. Hos os får hun 50 gange mere og kan forsørge sin familie, plus jeg har en forestilling om, at hun har lidt bedre arbejdsforhold hos os end hos sine tidligere arbejdsgivere. Så jeg vælger at droppe den hvide skyld og i stedet være taknemmelig for, at jeg blev født, hvor jeg blev og for vores liv her.

Billeder fra de seneste par måneder:

Glædeligt gensyn med et par af nevøerne.

Der laves julekonfekt i stor stil.

Juleaften 2014.

Rebecca er MEGET glad for hatte og huer.

      

På Cheesecake Factory i Mall of the Emirates